På Bakkeskolen lægger vi stor vægt på at bruge fysisk aktivitet som et redskab til at understøtte elevernes læring, sundhed, trivsel og fællesskab på tværs af klasserne.
Fysisk aktivitet indgår som en naturlig del af skoledagen – både gennem aktive pauser, der giver ny energi og øger koncentrationen, og som en integreret del af undervisningen. Eksempelvis kan tabeller "hoppes" ind, eller dansk- og matematikopgaver løses på løbehjul eller rullebræt på gangen frem for ved bord og stol. På den måde kombineres bevægelse og læring på en motiverende og meningsfuld måde.
Eleverne deltager desuden i forskellige lege og aktiviteter såsom stikbold, stafetløb, fangelege og sværdkamp, som styrker både motorik, samarbejde og sociale relationer.
I idrætsundervisningen opdeles de ældre elever på tværs af klasserne efter deres motoriske forudsætninger og behov. Blandt andet tilbydes styrketræningshold, hvor eleverne arbejder med kondition, udholdenhed og muskelstyrke samt udvikler en større kropsbevidsthed og forståelse for egen fysiske formåen.
Hver fredag samles mange af skolens elever i gymnastiksalen til Zumba eller disco. Det er en aktivitet, der skaber stor glæde, styrker fællesskabet og giver eleverne positive oplevelser med bevægelse.
Hvert år deltager skolen desuden i en fodbold- og hockeyturnering sammen med en andre specialskoler. Turneringerne giver eleverne mulighed for at udfordre sig selv fysisk, styrke samarbejdsevnerne og opleve glæden ved at være en del af et fællesskab.
Kombinationen af fysisk aktivitet, leg og læring i overskuelige rammer har gjort bevægelse til en populær del af hverdagen på Bakkeskolen og bidrager til stærke relationer og øget trivsel blandt eleverne.