Fællesskaber
På Bakkeskolen stræber vi efter, at alle elever kan komme til at opleve sig selv som en del af et fællesskab. Fællesskaber giver mulighed for at øve sig i at være sammen med andre, begå sig sammen med andre og udvikle venskaber.
På Bakkeskolen danner en række af vores traditioner en virkningsfuld ramme for eleverne i forhold til at være en del af hele skolen, deltage i grupper på tværs af klasserne eller danne venskaber med elever fra andre klasser.
Det sociale rum kan være udfordrende at navigere i, og derfor igangsætter vi aktiviteter, som tager udgangspunkt i elevernes forudsætninger og motivation. Det kan for eksempel være at øve sig i at være i et fælles rum med flere børn og voksne, deltage i parallelle aktiviteter eller indgå i legegrupper på tværs af klasser. Det kan også være at deltage i fælles arrangementer, samarbejde om små opgaver, øve turtagning i spil og aktiviteter eller deltage i fælles lege og bevægelsesaktiviteter.